Kristian · HM 33
Kristian Nielsen, garn- og snurrevodsfisker.
Kristian fisker sammen med sin far, Karsten. Han er adopteret fra Sri Lanka og har hjemme i Thorupstrand, hvor han bor i sin bedstemors tidligere hus sammen med sin kone og deres to børn. Kristian blev udlært klejnsmed i 2009. Men i krisen var der ikke meget job at få, og derfor tog han hyre på sin fars båd. Kristian elsker frihedsfølelsen og solopgangen, når garnet trækkes op af vandet.
Karsten HM 33
Karsten Nielsen, født 1954, garn- og snurrevodsfisker.
Karsten er ud af en fiskerfamilie, som har fisket så længe, de kan huske tilbage. Nu er hans søn, Kristian, også fisker. De fisker sammen fra HM33 Kikani 3. Det er familiens tredje båd, hvis navn kommer af Kirsten & Karsten Nielsen. Karsten, Kristian, Tommy og evt. en fjerdemand fisker med snurrevod efter rødspætter i sommerhalvåret og med garn efter torsk, stenbider og mange andre højværdiarter i vinterhalvåret.
Jan · HM 93
Jan Olsen, født 1980, garn- og snurrevodsfisker.
Jan har altid boet i Thorupstrand, og nu bor han i sit fødehjem. Da Jan var 10 år, omkom hans far ved et forlis under fiskeri. Jan fører sin fars erhverv videre, og sammen med sin lillebror, Jonny, fisker han på båden Liv. Liv er opkaldt efter deres forældre, som hed Lis og Verner.
Mange af fiskerne i Thorupstrand har kælenavne. Jan er stærk, og hans kælenavn er Brutalis. Det er på trods af, at han er en virkelig flink fyr. Navnet kom til, da han kom op at veje 155 kg, lige efter hans mor døde. Nu er han nede på næsten det halve. Men kælenavnet hænger stadig ved.
Gert
Gert Kristensen, født 1953, garnfisker.
Gert bliver kaldt Klitgert, fordi han er født i ”klitten”. Altså ikke nede ved stranden. Men det, man kalder klitten ved Thorupstrand: sandet, som ligger inde i baglandet. Sandet kom med sandflugten i 17-1800-årene og forandrede landskabet. Klitterne ved havet kaldes ”havbakker” i Thorupstrand.
Gerts familie var ikke fiskere. Hans far var smed og fiskede lidt med en havpram, og ellers har de fleste været bønder. Gert fiskede efter laks fra en pram, da han gik i skole. Første rigtige hyre blev på Johan Kristensens båd, da han var 17 år. Johan havde før været hvalfanger. Siden fik Gert sin egen båd, som han forliste med, fordi de på vej ud over brændingen i dårligt vejr bankede for hårdt mod en revle. De var uheldige og opdagede ikke lækken, før det var for sent. De tog for meget vand ind og måtte hentes i redningsbåden. Siden fiskede han med sin søn Michael på dennes båd. I dag er Gert afløser-skipper på de forskellige både. Han kan lide at være fisker, fordi man tjener efter indsats og lever et frit liv.
KORT DOKUMENTAR MED GERT KRISTENSEN
LÆS MERE: